Holdleder fortsætter

Holdleder fortsætter

Mangeårigt medlem fortsætter som holdleder

Det mangeårige medlem i IF Stjernen, Stig Rosenfeldt, har meddelt, at han også i næste sæson ønsker at være holdleder for klubbens herrehold i 3. division.

Hvis man har været på besøg i Skt. Jørgens Hallen har man med garanti stiftet bekendtskab med Stig, der med sit gode humør, altid er ophavsmand til en vittighed eller to.Stig har spillet håndbold i IF Stjernen siden han var helt lille, hvor han har scoret spandevis af mål fra sit udgangspunkt på stregen. Sidenhen har Stig helliget sig tjansen som holdleder og det er han nu altså blevet så glad for, at han ønsker at fortsætte samarbejde i næste sæson:

”Siden jeg blev ansat som holdleder, har jeg haft mange positive oplevelser med holdet. Selvom det har været en svær sæson på det sportslige plan, har vi at gøre med en god gruppe, der altid bevarer det gode humør. Det er en fornøjelse at være en del af og jeg glæder mig derfor meget over, at vi har aftalt at forlænge samarbejdet”.

IF Stjernen takker Stig for hans engagement og lyst til at fortsætte med at sætte sit præg på klubbens herrehold i 3. division.