Pokalfinale-dag IF Stjernen Odense

Pokalfinale-dag IF Stjernen Odense

I går lørdag blev til en festlig pokalfinale-dag, hvor IF Stjernen vandt to sølv- og to guldmedaljer.

Første IF Stjernen-hold i kamp var vores U10 piger, der spillede en tæt kamp mod Aarup. 6-6 var stillingen ved halvleg, men i 2. halvleg var pigerne hele tiden et par mål foran. Slutresultat 14-11 til pigerne fra IF Stjernen.

Pigerne kunne skynde sig ind i hal 1 og se vores U10-drenge i en tæt, intens og dramatisk afslutning på pokalturneringen mod Kerteminde. Foran midt i halvlegen og 15-15 med 3 minutter igen. Et par nøglesituationer afgjorde kampen til Kertemindes fordel og slutresultatet blev et nederlag på 17-16. En meget flot fight af drengene.

Vores U12-piger var helt suveræne i finalen mod Svendborg og havde reelt afgjort kampen efter 10-15 min. Slutresultatet blev overbevisende 30-11. Stærkt arbejde fra pigerne som var godt indstillet.

Sidste hold i en pokalfinale var vores U14-drenge, der var oppe mod favoritterne fra GOG. Kampen begynder med et stærkt GOG-hold, der hurtigt kommer foran med 6-7 mål. I 2. halvleg viser drengene stor fight og kæmper sig langsomt tilbage i kampen med flot håndboldspil og med 6-7 minutter igen kan IF Stjernen reducere til blot -3. Desværre bliver chancen brændt og efterfølgende blev vi ramt af 2-3 udvisninger, der blandt andet betyder en periode med 2 mand i undertal. Det bliver kampafgørende og GOG vinder 26-20.