Trænerpræsentation U14 drenge sæson 2018/19

Trænerpræsentation U14 drenge sæson 2018/19

Trænerpræsentation U14 drenge sæson 2018/19

 

På U14 drenge i IF Stjernen Odense er der til næste sæson mindst 30-35 spillere, og vi forventer derfor 3-4 hold tilmeldt turneringen. Årgangen er fyldt med motiverede spillere, der altid tilmelder sig stævner og kampe. Vi ønsker at fastholde motivationen og håndboldglæden med engageret og udfordrende træning, hvor det sociale miljø og kammeratskabet omkring holdene vægtes højt. Samtidig er der plads til høje ambitioner. Det forventes, at hold 1 vil kunne klare sig blandt de bedste hold i Danmark.

 

Trænerteamet til næste sæson består af velkendte navne på IF Stjernens ungdomstrænerside, nemlig Thomas B. Rasmussen, Peter Sikemsen, Gitte Henriksen og Søren Karkov.

 

Thomas B. Rasmussen

Thomas er nuværende og kommende årgangsansvarlig for U14 drenge. Thomas har været ungdomstræner i IF Stjernen de seneste syv år. Thomas har været ungdomsspiller i DHG, skiftede til GOG som U18, har været håndboldinstruktør på Oure og har som senior spillet i SUS og efterfølgende ca. 10 års 1. divisionshåndbold i GOG, Gudme, HF Odense og GV Ejby.

 

Peter Sikemsen

Peter er nuværende træner for U12 drenge og har været ungdomstræner i IF Stjernen siden 2013, hvor han har fuldt drengene fra årgang 2005, siden de var U8’ere. Han har selv spillet håndbold på topplan i GOG, Aalborg, Ajax København, Helsingør IF. Han har spillet Champions League, vundet pokalmesterskab med GOG og har spillet på det grønlandske landshold i over 10 år. Han har deltaget ved VM to gange og har været udlandsprof. i Spanien, Italien, Island og Tyskland.

 

Gitte Henriksen

Gitte er nuværende årgangsansvarlig for U12 drenge og har været ungdomstræner i IF Stjernen siden 2013. Hun har fulgt drengene fra årgang 2005 som U8’ere, U10’ere og U12’ere. Hun har selv spillet håndbold på divisions- og ligaplan i over 20 år i TPI Odense, DHG Odense, HF Odense, Fredericia HK og IF Stjernen.

 

Søren Karkov
Søren er i indeværende sæson træner for U14 drenge. Han startede sit håndboldliv i RIF Ringkøbing, har været håndboldinstruktør på en efterskole og har spillet sine første seniorår på 3. divisionsholdet i RIF. Senere blev det 2. division i Århusklubben VRI. I mange år har Søren også spillet i OH77, hvor han stadig sætter tingene på plads for serie-3 holdet.

 

Forårssæsonens stævner

Den første store udfordring for U14-drengene kommer allerede i begyndelsen af juni, hvor de to bedste hold er inviteret til træningsstævne i Hørning sammen med nogle af de bedste U14-hold i Danmark. Vores U14 drenge deltog også sidste år i dette stævne. Der er også andre gode håndboldoplevelser i sigte, blandt andet FHF strandhåndboldstævner og Partille Cup i Sverige i sommerferien, hvor de kommende U14 drenge deltager med mindst tre hold. Efter sommerferien står den på flere spændende stævner, blandt andet GOG Cup.

 

Ungdomsudvalget

 

Peter Sikemsen
Søren Karkov
Thomas B. Rasmussen
Gitte Henriksen